Læs mere om

Alle nye familier bliver kontaktet af en af de nuværende forældre i Koglerne.

Det er vigtigt at føle sig godt modtaget som ny familie, og der kan opstå spørgsmål hen ad vejen, som de mere erfarne kogleforældre måske kan være behjælpelige med.

Vi er en børnehave, der vægter udelivet højt og er ude mange timer dagligt i al slags vejr. Det slider på tøj og sko/støvler. Mudrede flyverdragter, røde kinder og sorte negle hører til.

Tøj og sko er vigtige overvejelser. Tøjet skal være behageligt at bevæge sig i, skal holde barnet tørt og varmt og skal derfor naturligvis passe til vejret:

Overtøj på våde dage skal være vandtæt og helst også åndbart; både flyverdragt, overtræksbukser og regnjakke/skaljakke. Køb i øvrigt altid overtræks- og regnbukser med elastik, der kan sættes fast under støvlen.

Sko og støvler bør støtte godt omkring anklerne og være skridsikre, så barnet kan løbe i ujævnt terræn, op og ned af bakker, balancere på træstammer, klatre i træer mm.

Gummistøvler er sjældent behagelige at have på en hel dag, da foden ikke kan ånde, og strømperne derfor bliver våde indefra. Støvler med vandtæt og åndbar membran eller læderstøvler med vandafvisende voks er at foretrække. Uhensigtsmæssigt fodtøj kan betyde, at barnet undgår fysisk udfoldelse, det der ellers skulle være en naturlig del af hverdagen såsom løb, fælleslege med lidt fart på og klatring.

På de varme sommerdage er det godt med lange bukser i bomuld og bluser med lange ærmer. Vi har flåter, brændenælder, torne, pinde og grene, der svirper, og det hæmmer den fysiske udfoldelse for børnene, hvis de hele tiden skal passe på. Sandaler, hvor pinde kommer op mellem tæerne, er ikke hensigtsmæssige. Lukkede sko er bedst.

Allerede fra april begynder solcremeperioden. Forældrene giver deres barn solcreme på om morgenen, og vi smører på igen senere på dagen. Hvert barn skal i perioden have en lille solcreme i det hvide hus til brug om eftermiddagen. En kasket eller solhat og let tøj beskytter også mod solen.

Personale og bestyrelse kan altid vejlede ift. tøj.

 

Rengøring
Forældrene til hvert barn har to gange om året ansvaret for at gøre rent i weekenden i vores lokaler i det hvide hus. I sommerhalvåret har rengøringsvagten også ansvaret for at slå græsset omkring det hvide hus.

Vi har valgt denne ordning af økonomiske årsager.

Arbejdsdage for forældre
Vi har i Koglerne to arbejdsdage om året - forår og efterår.

På arbejdsdagene møder alle forældre op med børn for at vedligeholde og rengøre det hvide hus og hytten i skoven, samt omgivelserne omkring. Vi udbedrer skader på legepladserne, bygger nye udfordringer til vores børn og har nogle hyggelige dage sammen både børn og voksne.

Fødselsdag er en stor dag for barnet! Koglerne fejrer alle børn med flag, sang og en lille ceremoni. 

Fødselsdag i Koglerne
Når der fejres fødselsdag i Koglerne sker det primært om formiddagen kl. 9.30-10, men det kan også foregå til eftermiddagsfrugt.

Her medbringer barnet typisk lidt lækkert at dele ud. Fx et par pakker kiks, flødeboller eller andet i indpakning.


Privat afholdelse af fødselsdag
Vælger man at holde fødselsdag uden for børnehaven, er det vigtigt at ingen børn føler sig fravalgt. Det er derfor ikke acceptabelt at plukke i børnegrupperne, og det betyder, at man ved fødselsdag inviterer enten:

• Alle børn i børnehaven
• Alle piger
• Alle drenge
• Alle Trin-for-trin børn

Tal med børnehavens personale om, hvem der hører til i barnets gruppe, inden der inviteres til fødselsdag. På den måde undgår man, at enkelte børn fra gruppen står tilbage og bliver kede af det. Det er meget sårende for børnene, hvis de føler sig fravalgt og holdt udenfor.

Vi henstiller i øvrigt til, at uddeling af invitationer altid er forældrenes ansvar og ikke personalets. I det tilfælde, hvor et barn er forhindret i at deltage i en fødselsdag, men gerne vil give fødselsdagsbarnet en gave, beder vi også om, at det sker i privat regi.